Fedtebrød

250 g hvedemel
½ tsk hjortetakssalt
250 g koldt smør
125 g kokosmel
125 g sukker
 
Glasur
250 g flormelis
Romessens efter smag
Lidt kogende vand

Bland mel og hjortetaksalt. Skær det kolde smør i mindre stykker og smuldr det i melet – f.eks. i en foodprocessor. Tilsæt kokosmel og sukker og saml dejen hurtigt. Tril dejen i 1 cm tykke stænger i bagepladens længde og læg dem på bagepapir med god plads imellem. Pres dem lidt flade (de bliver fladere under bagningen).

Bag stængerne ved 200 grader til de er gyldenbrune i ca. 10 minutter og rør glasuren sammen imens. Den må ikke være for tynd.

Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af i 2 minutter. Smør et tykt lag glasur på stængerne, og skær dem forholdsvist hurtigt (mens de stadig er lune) ud i skrå skiver med en skarp kniv. Sæt dem derefter til afkøling på en rist.

Disse småkager bagte jeg som lille pige sammen med min elskede mormor, Astrid,  hvert år til jul, og de har ærespladsen hos mig blandt alle småkager i verden.